VIND LÆKRE PRÆMIER - VIRTUEL PAKKEKALENDER 2019

Interview med Joesphine Højbjerg og Albert Harson – Tinka og Kongespillet

NU NÆRMER VI OS FOR ALVOR DECEMBER OG DERMED OGSÅ DAGEN, HVOR TINKA OG KONGESPILLET STARTER

Lørdag d. 23 november havde jeg fornøjelsen af at være til fynsk gallapremiere på dette års julekalender “Tinka og Kongespillet”, som blev afholdt af FilmFyn. Her blev de første 3 afsnit af julekalenderen vist. Biografen var fyldt med glade børn og voksne, som glædede sig til at se de tre afsnit.  Jeg var vild med starten på julekalenderen, og jeg glæder mig allerede til at gense de første 3 afsnit og selvfølgelig se de resterende 21 afsnit.
I kan godt glæde jer til december, hvor der venter os alle en skøn julefortælling. I mellemtiden kan I læse meget mere om julekalenderen her.

Billede: FilmFyn / Andreas Bastiansen

Efter visningen var jeg så heldig at få et interview med Albert og Josephine, som spiller hovedrollerne Tinka og Lasse. Det kan I læse her:

Hvordan kom I med Tinkas Juleeventyr?

Josephine:
“Jeg blev spurgt om jeg ville komme til en casting, tror jeg. Og så startede jeg med at sende et Self-Tape, hvor jeg fik en scene, og så spillede jeg den overfor min mor og optog den og sendte den ind. Og så var de heldigvis glade for det, og så fik jeg lov til at komme til en casting, og så kom jeg til en casting igen, og så mener jeg, at jeg fik rollen”

Albert:
“Jeg fik et opkald fra en caster, og blev så kaldt ind til casting, og var til casting i 3 runder. Og ja, endte så med at få rollen”

Hvor gode venner er I i dag?

Josephine:
Meget, meget gode venner. Jeg tror det er svært ikke at komme tæt på hinanden, men jeg tror også bare vi har klikkede ret godt fra starten”

Albert:
“Det synes jeg også, helt sikkert. Og så vil jeg også sige, at nu er det jo over 2 år siden, at vi optog Tinkas Juleeventyr, så vi har også kendt hinanden lang tid, og vi har lavet mange arrangementer sammen. Så vi er kommet rigtig tæt på hinanden”

Josephine:
“Og så tror jeg også bare, fordi vi har været så meget sammen, og vi har set hinanden i mange forskellige situationer. Så kommer man bare tæt på hinanden, også fordi vi har boet sammen.

Hvordan har I det med, at Tinkas Juleeventyr havde så stor succes?

Josephine:
“Det er jo mega dejligt. Det vigtigste er jo, at man får en god oplevelse og folk får en god oplevelse. Men det der med, at folk har været så glade for det, altså jeg synes det er mega vildt, for jeg synes selv det var en god historie”

Albert:
“Man havde jo selvfølgelig nogle idéer, og man synes jo det var en god historie og sådan nogle ting ved Tinkas Juleeventyr. Men man var jo ikke rigtig klar over, hvordan folk ville tage imod det. Så en ting er, at det blev accepteret, men at det blev taget så godt imod, det er vi jo mega glade for”

Hvad er jeres yndlings afsnit fra Tinkas Juleeventyr og Tinka & Kongespillet?

Josephine:
“Den er svær”

Albert:
“Jeg ved det godt I Tinkas Juleeventyr i hvertfald. Der er en scene, hvor Tinka og Lasse er på Lasses værelse. De skulle have strøm til mobilen. Hvor Lasse spørger ind til Tinka, om hun ikke har nogle til at hjælpe sig, hvor hun så siger; nej, det har jeg ikke. Det er derfor jeg skal bruge dig. Der har de sådan et blik til hinanden, hvor musikken lige spiller. Det er der eventyret starter. Det synes jeg er et godt afsnit” (scenen er fra afsnit 6, cirka 17 minutter inde i afsnittet)
“I Tinka og Kongespillet. Det ved jeg faktisk ikke lige helt.”

Josephine:
“Nej, jeg tror ikke engang jeg ved det i Tinkas Juleeventyr faktisk. Det må være et af dem, hvor der sker en vigtig ting”

Albert:
“Afsnit 24 i Tinka og Kongespillet, den synes jeg folk kan glæde sig til”

Ville I være klar på en ny sæson, hvis muligheden skulle opstå?

Josephine:
“Bestemt, ja. Jeg kunne lave 20 sæsoner, så det er jeg helt på”

Albert:
“Vi kører bare”

Josephine:
“Ja, vi kører bare til vi er 80. Men nej, det vil jeg aldrig nogensinde sige nej til, jeg er meget glad for hele produktionen og det hele”

Slutter den åbent nok til, at en sæson kunne være en mulighed?

Albert:
“Det er der måske forskellige meninger om, ik?”

Josephine:
“Jo, jeg synes da ikke der ville være noget i vejen for det. Man kan vel altid, hvis man er en god forfatter, det er det jo, så kan man altid”

Albert:
“Ja, nemlig. Det er nogle dygtige forfattere vi har på. Altså jeg kan huske under Tinkas Juleeventyr, at det blev der ikke lavet nogen 2’er på. At den kan ikke fortsættes, men det blev den så alligevel. Så jeg er sikker på, at hvis man er kreativ nok, så kan man finde på en videregående historie til alt”

Har der været problemer i forhold til, at du (Josephine) bor på Bornholm

Josephine:
“Det har der faktisk ikke. Jeg startede med skuespil da jeg var 8 år gammel, så jeg har egentlig været vant til, at pendle frem og tilbage og tage flyet. Altså det tager en halv time med flyet, så det har været meget nemt for mig. Det er ligesom at køre på motorvej, altså det er så nemt”

Hvad er jeres drømme i forhold til skuespil?

Josephine:
“Min drøm er bare at blive ved med det, og komme på nogle store produktioner, og møde endnu flere dygtige skuespillere. Bare at blive ved med det, og få det som karriere”

Albert:
“Det er det samme med mig. Også bare at fortsætte med det. Vi holder begge to meget af det, og synes det er sjovt, så det må vel være lykken at kunne fortsætte med at gøre det altid”

Har I været nervøse for at spille overfor nogle af de helt store navne?

Josephine:
“Det tror jeg faktisk ikke jeg har. Det kan godt være jeg har, men ikke hvad jeg husker. Det bliver hurtigt sådan noget venne-agtigt, man bliver bare afslappet med hinanden. Det kan sagtens være i starten, hvor man har tænkt, at man håber det går godt”

Albert:
“Jeg tror også det er noget andet, hvis man ser det på fjernsynet. Når man møder personerne i virkeligheden, så er det jo ligeså meget en person man står overfor og taler til, som alle andre er, så det tror jeg faktisk ikke”

På hvilken måde adskiller produktion af julekalender sig fra andre produktioner?

Josephine:
“Altså det er jo lidt forskelligt, men som regel er det jo en meget lang produktion”

Albert:
“Det er jo 24 afsnit gange 25 minutter. Det svarer vel til 4 spillefilm man optager. Det er i hvert fald lang tid”

Josephine:
“Det er mega intenst. Ja, jeg tror den primære forskel er, at det er en lang og intens produktion”

Albert:
“Og så er det jo jul. Nu startede vi optagelser d. 14 januar, og så har der jo været julestemning lige siden der. Duften af julemad og julepynt”

Josephine:
“Jeg tror også det er det, fordi vi starter så tidligt på året, og vi har jo været i gang med det her nærmest hele året. Så har der været eftersynk, hvor vi skulle optage lyd, og så kommer der alle de her arrangementer. Så det er jo en lang produktion på den måde”

Billede: FilmFyn: Andreas Bastiansen // Josephine, Albert samt producer Sille Sterll

I har også mulighed for at møde Josephine (Tinka) og Albert (Lasse) i løbet af december. De kommer til følgende byer; Aalborg Aarhus, Odense, Esbjerg og København. I kan læse mere hvor og hvornår det er her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VIND LÆKRE PRÆMIER - VIRTUEL PAKKEKALENDER 2019