TV-Julekalender Oversigt 2019

Mine yndlings julekalendere

Julekalendere kan noget helt specielt. Dét er blandt andet, at de kan samle store dele af familien uanset alder og køn. Derudover er julekalendere noget, som rigtig mange mennesker har et forhold til, og som man forbinder med julen.

En af mine yndlings juletraditioner er at se julekalender. Det har jeg altid gjort, og det er bestemt heller ikke noget jeg vil holde op med. Det kan man altså bare ikke blive for gammel til – når det gælder julekalendere er det okay, at have et lidt barnligt sind.
Der findes mange forskellige julekalendere, og der er derfor også mange forskellige svar på, hvad den bedste julekalender er.
Jeg vil nu komme med mine yndlings julekalendere. Fordi jeg ikke synes, at det er nemt at rangere dem, har jeg valgt at lave en oversigt i tilfældig rækkefølge.
Derudover har jeg også lidt svært ved at vælge, men jeg har alligevel prøvet at lave en top 6.

Krummernes Jul

Krummernes jul, 1996, TV 2

En af mine yndlings julekalendere er Krummernes jul. Det er den blandt andet, fordi jeg kan huske, hvordan jeg som barn selv sendte breve ud af vinduet, mens jeg sagde det berømte vers:

Dette brev
som jeg skrev
Sender jeg gennem stjernes vrimmel
Mod den syvende himmel
Med vindens sus
til julemandens hus

Og selvom jeg ikke var født da Krummernes Jul første gang blev sendt, så var det en af de første julekalendere jeg fik på DVD. Derfor må det også være en af de julekalendere jeg har set flest gange. Den fungerer gang på gang. Jeg elsker, hvordan den rummer så mange hverdagselementer, men uden at blive kedelige. Den er proppet med hygge, og
jeg synes derfor det er omtrent umuligt ikke at komme i julestemning. For mig er dét en virkelig vigtig faktorer, hvilket nogle af de nyere julekalendere har svigtet på.

Til slut kan man vel heller ikke snakke om Krummernes Jul uden at nævne sangene. Det er nogle virkelig gode ørehængere, hvilket også kan forbedre ens julestemning.

Jesus og Josefine

En af mine andre favorit julekalendere er Jesus og Josefine. Da den første gang blev sendt i 2003 var jeg kun 4 år, og jeg tror derfor ikke, at det er derfra jeg har mine minder med den. Da den blev genudsendt i 2009 havde jeg den helt perfekte alder til modtagelse af julekalendere, nemlig 10 år. Jeg elskede den, og da jeg endelige fik DVD´en af julekalenderen var jeg så glad.

Et af de virkemidler, som mange julekalendere har gjort brug af er, at den kan lære børnene nogle faglige ting. Det er en fantastisk måde at få viden ud til børnene, fordi man ofte bliver helt opslugt i det. Lige netop dette formår Jesus og Josefine også. Det er selvfølgelig også vigtigt, at det ikke bliver for kedeligt, men det synes jeg bestemt heller ikke, at den er.

Ligesom Krummernes Jul elsker jeg de hverdagselementer, som der også er i Jesus og Josefine. Jeg elsker den stemning, som lillebror Lukas formår at skabe.

Pyrus

En anden favorit er selvfølgelig også Pyrus Julekalenderne. Specielt Alletiders Jul og Alletiders Nisse. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, som ville nævne Pyrus, hvis man skal snakke om sine yndlings julekalendere.

Pyrus kan lidt af det samme, som Jesus og Josefine også kan. Det er evnen til, at formulere viden til børnene på en spændene og hyggelig måde. Det bliver formidlet på en måde, som folk har lyst til at se på, fordi man møder børnene i deres rette element.

Pyrus julekalenderne har også nogle vaske ægte ørehængere. For eksempel sangen Cool Jul, som virkelig formår at fremstille Pyrus, som den barnagtige og drillesyge nisse han er.

Absalons Hemmelighed

Billedresultat for absalons hemmelighed

En anden favorit er Absalons Hemmelighed. Absalons Hemmelighed blev første gang sendt i 2006 og genudsendt i 2010 og 2015. Jeg husker bedst fra 2010, fordi jeg havde en rigtig god alder til netop sådan en julekalender.

Noget af det jeg husker bedst er, hvordan man virkelig levede sig ind i, hvordan familien må have haft det. Der var hele tiden en form for spænding, og det var virkelig en julekalender, som man glædede sig til, at se dagen efter. Man kunne jo næsten ikke vente – noget af det vigtigste ved en julekalender, hvis man spørger mig.

Derudover spillede  Eva-Theresa Jermin Anker (Ida) virkelig godt, og man troede virkelig på, at hun faktisk var syg. Jeg fik personligt helt lyst til at hjælpe hende og passe på hende, da jeg så den første gang.

Som en pige på 9-10 år, kunne man da heller ikke helt undgå, at synes at Hubert var lidt sød.

Jul i valhal

Billedresultat for jul i valhal

Jul i valhal fra 2005 er en magisk julekalender. Den er virkelig hyggelig, og man kommer virkelig i julestemning når man ser den, fordi der er nogle gode elementer af julehygge i julekalenderen.
Sangene er et godt eksempel på dette, fordi man virkelig formår at komme i julestemning af dem. Blandt andet sangen Fuld af jul, hvor lillesøster Emma nærmest er indbegrebet af julestemning:

Jul på alle hylderne
Jul i stue, kælder og kvist
I vore hjerter fylder den
Så vi alle bliver små englebørn til sidst

Der er også en masse andre gode duetter, som man nemt kan synge med på – OG jeg synes ikke, at det er sange man bliver træt af.

Pagten

Billedresultat for pagten

Sidst men ikke mindst, så var jeg også ret vild med Pagten fra 2009.
Det har muligvis også noget med min alder at gøre, fordi jeg var 10 år gammel, da den første gang blev sendt. Det var en meget eventyrlig julekalender, som virkelig formåede at fange mig.

Den kommer ind på emner som mobning, hvilket altid vil være et vigtigt emne, og den er derfor meget tidsløs.

Selvom Pagten fik kritik, da den blev genudsendt i 2013, for værende for uhyggelig, så synes jeg, at den fungerer rigtig godt, og den har et rigtig godt spændingsniveau.

Det var nogle af mine favoritter. Hvilke julekalendere er dine yndlings?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TV-Julekalender Oversigt 2019